tirsdag den 10. oktober 2017

Opøvelse og udøvelse af faglige færdigheder og generelle kompetencer

Dette er mit første blogindlæg nogensinde. Spændende at få nogle erfaringer med hvad denne medieform kan bidrage med i relation til IKT og læring. 


Har selvfølgelig fordybet mig i E-Læring på WEB 2.0 af Nina Bonderup Dohn og Lars Johansen for at blive klogere på dette. De beskriver en række fokuspunkter inden for didaktisk planlægning i relation til blogs. Mit fokus den næste uges tid vil derfor være "Opøvelse og udøvelse af faglige færdigheder og generelle kompetencer". Men hov har jeg så ikke forstået opgaven i vores modul-beskrivelse?


Bloggen som refleksionsværktøj i egen praksis. Skriv 4 indlæg hvor egen arbejdspraksis reflekteres.

For mig giver det mening at have fokus på begge områder. Hvis jeg tager det connectivistiske perspektiv med udgangspunkt i "Computer Supported Collaborativ Learning" kan jeg med lidt god vilje definere bloggen og opøvelse og udøvelse af faglige færdigheder og generelle kompetencer som værende "Tuben" og indlæggene "Indholdet". Det er måske lidt søgt, men så må vi håbe at jeg bliver klogere mens der reflekteres.

Egen arbejdspraksis i relation til IKT og Læring. Jeg vil her i mit første indlæg sætte konteksten for de næste to indlæg. 

Jeg er en del af teamledelsen på Søværnets Skole, Center for Taktik. Til daglig er jeg chef for Centerstøttesektionen med ansvar for administration, økonomi, bygningsvedligeholdelse, kvalitetsledelse, undervisningsmateriel, militær sikkerhed og faciliteter. Det dufter ikke særligt meget af IKT og Læring, men jeg har erfaring fra undervisning og stor faglig indsigt hvorfor jeg har indflydelse på hvordan vi gennemfører vores produktion og ikke mindst udvikling af dette område. Det er netop også derfor jeg besluttede at tage MIL for at udbygge og opdatere min indsigt i IKT og Læring og bidrage med denne indsigt i mit virke på min arbejdsplads.

I morgen onsdag offentliggør regeringen deres oplæg til nyt forsvarforlig. Der er i forvejen udgivet en budgetanalyse af forsvarets øverste ledelse. Her er bl.a. uddannelsesområdet i fokus som et af de områder hvor der kan effektiviseres og spares. Lyder det bekendt for nogle af jer som arbejder inden for det offentlige?

Jeg er rimelig overbevist om at anvendelse af IKT i et online univers er et af de områder der kunne blive spændende at arbejde med i forsvaret de kommende år.

Tilbage til den nære praksis på Center for Taktik.

I Søværnet anvender vi nedenstående definitioner inden for uddannelsesområdet. Jeg vil i mit 3. indlæg reflektere over hvordan IKT og Læring kan anvendes inden for disse.
  • Grunduddannelse. Alt militært personel skal have en grundlæggende militær uddannelse der tager ca. 4 måneder. Indholdet er tjenestekendskab, militær optræden, håndvåbenkendskab, skibssikkerhed herunder brand og havari samt sejladstræning. Denne del er identisk med det de værnepligtige gennemgår i søværnet.
  • Funktionsrelateret uddannelse. Efter grunduddannelsen skal medarbejderen have en uddannelse inden for den funktion han er ansat til at bestride på skibene. Varigheden variere og nogle er modulopbygget således at medarbejderen først lære de grundlæggende færdigheder og opnår den grundlæggende viden. Efter en periode til søs i funktionen og når medarbejderen har opnået tilfredsstillende kompetencer optages denne på næste modul. Hos os uddanner vi manuelt personel inden for tjenestegrenene Kampinformation og CIS/Kommunikation. Hos os gennemføres der også funktionsuddannelse af officerselever målrettet vagtchefstjeneste på skibene. 
  • Videreuddannelse. Manuelt personel kan når de er egnet søge en befalingsmands uddannelse (Sergent). Hos os skal de efterfølgende eller umiddelbart før have et fagkursus inden for deres tjenestegren. Dette er en overbygning på de moduler de fik i den funktionsrelaterede uddannelse.Hos os gennemføres der en taktisk officersuddannelse for de officerer der skal fungere i taktiske stillinger på skibene eller som chefer på mindre enheder.
  • Efteruddannelse. Hos os gennemføres der en lang række kurser inden for de sensorer og opgaver medarbejderne skal betjene og bestride i deres funktioner. Her kan bl.a. nævnes Helikopter Control Officer (HCO), Fiskeriofficer (FIO), Flight Deck Officer (FDO) og Search and Rescue (SAR).
  • Enhedsuddannelse. Denne uddannelse foregår ombord i skibene og enhederne og omfatter i korthed samtræning af besætningen i deres forskellige funktioner således den kan fungere som en enhed. Vi faciliterer enhederne med vores ekspertise.

I mit næste indlæg vil jeg beskrive hvordan undervisning foregår på TAC og hvilke værktøjer samt læringsteorier vi anvender. I den forbindelse vil jeg reflektere over hvordan IKT og Læring kan spille en rolle. 

Hvem ved måske er der også nyt om hvad regeringen har tænkt sig inden for uddannelsesområdet i forsvaret. Er det tilfældet vil jeg muligvis også tillade mig at reflektere over dette.

Brian Hørby



 
  

       

          
  

3 kommentarer:

Rune Gråbæk sagde ...

Fedt Brian,
Fedt, at få indblik en verden som er fjern fra min som pædagogisk konsulent på 0-18 års området:)
Spændende læsning:-)
/Rune

Brian Hørby sagde ...

Når de passere de 18 er du velkommen til at sende dem på Forsvarets dag, så tager vi over :)
/Brian

Rune Gråbæk sagde ...

💪 👍